Den populære burgerkæde Hungry Dane åbner i dag en madbod ved Nørrebro Bycenter. Sammen med Mexihagen og Kuku kommer de til at danne en madoase på det lille torv mellem Nørrebro Bycenter og Lygten Station.

 

Vil du smage Danmarks bedste burger? Så skal du tage forbi det lille torv bag ved Lygten station. Fra i dag kan du nemlig finde madboden Hungry Dane, der er kåret som Københavns og Danmarks bedste burger.

I 2018 og 2019 udnævnte Urban Guide Hungry Dane til at være Københavns bedste burger, og 2020 vandt Hungry Dane prisen som den mest innovative burger ved finalen for Danmarks Bedste Burger.  

Dane Royal burgeren, der vandt, består af langtidsstegt oksetykkam confiteret i andefedt, korttidsmarineret med New York Lager fra Nørrebro Bryghus og afsluttet med hele tre forskellige oste. 

Hungry Danes madvogn står sammen med Mexihagen og iranske Kuku.dk, og sammen danner de fra i dag et lille madmekka ved Nørrebro Bycenter med mad i verdensklasse.