Mangler du inspiration til børneværelset? Hvad med at pifte den klassiske rispapirlampe op, så den bliver til en flot luftballon – perfekt til at give yndlingsbamsen en flyvetur!

Børneværelset er et fantastisk rum for alle os, der elsker DIY og kreative projekter. For er der noget bedre end at lave søde, sjove og nuttede ting, som børnene kommer til at elske? Måske de endda er store nok til selv at være med? Rispapirlampen er fast inventar i rigtigt mange hjem, men den kan hurtigt gå hen og blive kedelig at se på – så hvad med at give den en makeover og lave den om til en luftballon?

Følg med herunder, hvor vi viser dig, hvordan du laver den sødeste luftballon-lampe.
Du kan også se videoen her.

Sådan laver du din egen luftballon-lampe

Det er både nemt og billigt at lave en rispapirlampe om til en fin luftballon, der passer perfekt ind til børneværelset. Følg step by step-guiden her, og bliv endelig ikke skræmt over de mange trin – det er slet ikke så svært, når du først kommer i gang.

Det skal du gøre:

  1. Start med at lave luftballonens kurv: Klip strimler i papkrusets sider ved at klippe fra krusets kant og helt ned til bunden. Fortsæt hele vejen rundt med cirka én centimeter mellem hvert klip. 
  2. Tryk papkruset ned på bordet, så strimlerne kommer ud til siden. 
  3. Tag så jutegarnet, og flet mellem strimlerne, mens du trykker kruset ned mod bordet. Flet så stramt som muligt, så siderne på kruset trækkes opad, jo længere du fletter. 
  4. Når du har flettet et par centimeter, skal du sørge for, at alle strimlerne på kruset nu vender opad, mens du stadig trykker krusets bund mod bordet. Flet så helt op til kanten af kruset, stadig så stramt som muligt. 
  5. Fæstn begge ender med en klat lim fra en limpistol – så er kurven klar! 
  6. Nu skal du til snorene, som skal holde kurven under lampen: Klip 12 stykker snor med en længde på cirka en meter hver.
  7. Saml alle stykkerne, og bind en god knude i toppen. Se, hvordan du gør, i videoen. 
  8. Læg snorene på bordet med den store knude øverst.
  9. Bind snorene sammen to og to med en knude cirka ti centimeter fra den store knude. Nu har du seks sæt med to snore i hver. 
  10. Tag de to sæt yderst til venstre, og bind sammen med en knude cirka ti centimeter fra de sidste knuder. Gør det samme med de to midterste sæt og de to sæt længst mod venstre. Du har nu tre sæt med fire snore i hver. 
  11. Nu skal du have sat sættene sammen. Del hvert af de tre sæt op, så snorene igen ligger to og to på bordet. Altså skal der ligge seks sæt med to snore i hver. 
  12. Bind nu sæt nummer to fra venstre sammen med sæt nummer tre fra venstre med en knude cirka ti centimeter fra seneste knude. Nu er to af de store knuder fra sidste omgang forbundet. Gør det samme med sæt nummer to fra højre og sæt nummer tre fra højre samt de to yderste sæt. Nu har du tre nye sæt med fire snore i hver.
  13. Fold rispapirlampen ud, og hæng snorene rundt om lampen med den store knude øverst. 
  14. Tag de tre sæt med snore, der nu hænger ned fra bunden af lampen, og pynt de enkelte snore med perler, som du synes. Slut med at lave en samlet knude på hvert af de tre sæt, og klip resterende snor af. 
  15. Lim hver knude fast på indersiden af kurvens kant med lige stor afstand. 
  16. Nu er lampen klar til at blive hængt op i et lampeophæng, så sæt en bamse i kurven og nyd synet af den søde luftballon-lampe.

Det skal du bruge:

  • Rispapirlampe 
  • Lampeophæng + pære 
  • Jutegarn 
  • Et papkrus
  • Limpistol 
  • Saks 
  • Træperler eller andet til pynt

Tip! Giv luftballonen et personligt præg ved at male rispapiret, dekorere det med  klistermærker og sætte farvestrålende perler på snorene. 

Mangler du idéer til, hvordan du ellers kan bruge dit jutegarn på en kreativ måde? Så kan du lave dit helt eget planteophæng!