Har du en lille altan eller en terrasse, der allerede er fuld af blomsterkrukker? Udnyt din mur til at lave en blomstervæg eller en lodret køkkenhave af paller.

Foto: Brendan Purdy

 

Møbler, krukker, blomsterkasser og lanterne. Der er nok, der kan  tage pladsen på altanen eller terrassen. Det kan derfor til tider være svært at få plads til den grønne urtehave eller de farverige blomsterkasser, du drømmer om. 

Udnyt pladsen lodret, og plant en palle fuld af blomster eller velduftende krydderurter. Det ser både virkelig fint ud, og så sparer det dig for masser af gulvplads. 

Det kræver ikke meget mere end en palle, god jord og smukke blomster at lave din lodrette have, og du kan enten hænge pallen op på væggen, eller blot stille den op ad muren.

Det skal du bruge:

  • Palle
  • Kraftig filtdug
  • Klipsemaskine
  • Plantejord
  • Planter: Du kan plante alt fra sommerblomster til stauder, grønne planer, jordbær og krydderurter. 

Sådan gør du:

  1. Start med filtdugen: Inden du går i gang med at plante, skal du beklæde bagsiden og bunden af din palle med kraftig filt. Alternativt kan du lave rum i pallen med filt, hvor du kan plante dine blomster, hvis du gerne vil have bagsiden fri. Sæt filten helt stram med en klipsemaskine eller hæftepistol, så den kan holde på både jord og vand.
  2. Fyld de øverste blomster i. Vend pallen om, så filtdugen ligger ned mod jorden. Fyld planter uden potter i den øverst rille i pallen helt tæt. Fyld jord ind under brædderne, under planterne, og sørg for at pressen den godt sammen.
  3. Plant resten af planterne. Hæld jord ned i alle mellemrum (hvis du har beklædt bagsiden), og pres jorden ind under brædderne. Plant herefter de resterende planter. Start øverst, og sørg for at skubbe jorden godt rundt om planterne.
  4. Fyld jord i hullerne, og vand. Når alle planterne er i, skal du fylde hullerne ud med ekstra jord, hvis det mangler. Vand derefter dine planter godt. 
  5. Vent en uge. Lad dine palle ligge i en uges tid, så dine planter når at slå rødder i jorden. Så sidder de bedst fast. Efter en uge kan du stille dine plantevæg på højkant. 

Psst… Mangler du gode idéer til din blomsterpalle? Tjek Pinterest ud, hvor du kan få masser af inspiration til at plante en palle.