"Jeg vil ikke gå på kompromis"
Bollywood-film, statskundskab og socialt ansvar mødes i Dhabas fantastiske bud på indisk mad. Prøv blandt andet deres friskbagte naanbrød i Nørrebro Street Food.
Ligesom indisk mad handler om en balance mellem mange aromatiske og smagfulde krydderier, så indeholder bagmanden Enayatullah Safi et væld indtryk og interesser, som er blevet samlet i restaurantskæden Dhaba, som han startede for ni år siden i Køge.
Nu har han skrevet to kogebøger, er kok i Go’ Morgen Danmark og ejer af otte restauranter, hvor den seneste er åbnet i Nørrebro Street Food.
»Vi er et stort team«, siger Enayatullah Safi, der ikke har taget den direkte vej mod at blive succesfuld restauratør – og slet ikke med fokus på indisk mad.
Han er nemlig opvokset i Afghanistan, men har fået indisk kultur ind fra barnsben.
»Da vi boede i Afghanistan, var der krig, så den eneste underholdning, vi havde adgang til, var Bollywood-film – og på grund af dem taler jeg flydende hindi. Det gør mange afghanere faktisk«, fortæller Enayatullah Safi, der kom til Danmark som 13-årig.
»Mad er mere end bare mad. Det er det stærkeste værktøj til at binde kulturer sammen«, fortæller han.
Kærligheden til Indien voksede, da han brugte et sabbatår efter gymnasiet på at rejse rundt i landet.
»Der opdagede jeg, at det indiske køkken kan så meget – og det er så stort et land«.
Det var efter den rejse, at han besluttede, at han gerne ville arbejde med indisk mad professionelt. Han skulle dog lige forbi universitet for at jagte en anden drøm: statskundskab. Og faktisk forenes de to passioner i Dhaba.
»Mange med anden etnisk baggrund arbejder i vores køkkener. Vi er 26 forskellige nationer og kulturer. For mig er det vigtigt at bidrage på den måde. Jeg tror det kommer, fordi jeg læste statskundskab og ikke en hardcore business-uddannelse«, siger Enayatullah Safi.
»Mad er mere end bare mad. Det er det stærkeste værktøj til at binde kulturer sammen. Man kan ikke hade en person, der inviterer én på mad. Mad er det fællessprog, vi alle har – om det er naanbrød eller rugbrød«
»Mange vælger den nemme vej og køber færdiglavet naanbrød og varmer det i en pizzaovn. Der vil jeg ikke gå på kompromis«, fortæller Enayatullah Safi.
Netop naanbrødet fylder meget hos Dhaba og vidner om, den passion der ligger bag restauranterne. De har nemlig alle en tandooriovn, så brødene kan bages og serveres helt friske.
»Mange vælger den nemme vej og køber færdiglavet naanbrød og varmer det i en pizzaovn. Der vil jeg ikke gå på kompromis«.
Prøv selv, hvordan et friskbagt naanbrød smager hos Dhaba i Nørrebro Street Food.