"Vi vidste, at det var en sikker vinder"
En TikTok-trend og en weekendtur til London blev til starten på Sean Pakbaz’ burgereventyr. Smag det umamifyldte resultat hos Smash Burgers i Nørrebro Street Food.
Du har sikkert hørt om en smashburger. Altså en burger, hvor bøfferne bliver mast næsten papirtynde, så stegeskorpen (den såkaldte Maillard-reaktion) fylder så meget som muligt, mens saften bevares i kødet.
Men for tre år siden, da Sean Pakbaz åbnede Smash Burgers, var han den første til at servere streetfood-trenden.
»Det var eksploderet på TikTok, og vi syntes, det manglede herhjemme«, fortæller Sean Pakbaz.
»Der var nogle, der mente, at de lavede smashburgers bare ved at trykke bøffen lidt flad, men det er ikke en ægte smashburger, L. A.-style. Den skal blive så flad, at der kommer huller i bøffen«.
Vi møder Sean i Nørrebro Street Food, den nye foodhall der er åbnet som en del af Nørrebro Bycenter. Her er Smash Burgers en af de ti madboder, der serverer smage fra hele verden.
Og når du først har sat tænderne i the real deal, så er du ikke i tvivl. Bøfferne samles i en blød briochebolle med smeltet amerikansk ost, friske pickles og sprøde løg, og smagen er den perfekte balance mellem sødt, salt og syrligt.
Det var også den smag, der i 2023 overbeviste Sean om, at han måtte åbne Smash Burger. Han var taget til London for at se, om konceptet var mere en bare en forbipasserende trend.
»Der er selvfølgelig L.A., men det næstbedste sted var London, fordi det også eksploderede derovre på det tidspunkt. Restauranter havde timelange køer ude foran«, husker han.
»Der er selvfølgelig L.A., men det næstbedste sted var London, fordi det også eksploderede derovre på det tidspunkt. Restauranter havde timelange køer ude foran«, husker han.
»Vi fik prøvet 15 forskellige på en weekend. Det smagte fuldstændig vanvittigt, så vi vidste, at det var en sikker vinder«, fortæller han.
Kort tid efter startede Sean den første Smash Burgers i København med en ven. De havde taget elementer fra de bedste burgers, de smagte i London, og sammensat dem til deres egen version.
»Vi ville holde det simpelt. Hele essensen ligger jo i navnet. Det er bøffen og stegeskorpen, man skal kunne smage. Hvis man kommer for mange toppings i – hvis der går caféburger anno 2012 i den med æble, tre slags bacon og oste – så ødelægger man det«.
Det er bøffen, der er stjernen hos Smash Burgers, men hvis du er ekstra lækkersulten, så kan du for eksempel prøve deres loaded fries, der er en oplevelse i sig selv. De toppes med smeltet ost, pickles, trøffelmayo og sprøde løg – et mix af varme, fedme og bid, der rammer lige i hjertet.
Smash Burger er absolut en trend, der er kommet for at blive.