“Nørrebro er fuld af spirende kreativitet og nye iværksættere”

Maria Malwa står bag Nørrebro’s nye bæredygtige butik Green Living. Den ligger på Ydre Nørrebro, fordi hun elsker bydelen. Men også fordi her er et enormt kreativt iværksættermiljø.

På Nørrebrogade, mellem kiosken og Nørrebro Elektronik Center, ligger den nye, bæredygtige butik Green Living. En butik, der er fyldt med møbler af genbrugstræ, grønne planter og rasplys, kaffe og kunst, der er produceret af lokale virksomheder på Nørrebro. Bag butikken står iværksætter og ildsjælen Maria Mawla, som brænder for bæredygtighed og for sin bydel, Nørrebro.

“Jeg elsker dynamikken, der er her i området, og så bor jeg i Nordvest på grænsen til Nørrebro, og mine børn leger på Den Sorte og Røde Plads. Derfor var der ingen tvivl om, at min virksomhed skulle starte her. Det var simpelthen forudbestemt,” fortæller hun.

“Jeg åbnede butikken, fordi jeg drømmer om at gøre bæredygtighed til det nye normal,” fortæller Maria, der også skriver om grønne alternativer i sin klumme i NørrebroLIV. Mød iværksætteren i videoen her.

Nørrebro er fuld af små, kreative universer
Det er dog ikke kun kærligheden til Nørrebro, der er årsagen til, at iværksættereventyret startede mellem Runddelen og Nørrebro Station. For mens den indre del af Nørrebro længe har været i udvikling, er turen nu for alvor kommet til den ydre del af Nørrebro.

“I denne del af Nørrebro er der et spirende og enormt kreativt iværksættermiljø, som gør det muligt for virksomheder at prøve nye idéer og koncepter af. Det er derfor et sted, du kan satse” fortæller Maria.

Det skyldes blandt andet, at folk på Nørrebro er meget interesserede i de nye butikker, der kommer her, mener iværksætteren.

“Særligt når det handler om bæredygtighed, for det er en bydel, der er utrolig bevidst omkring grønne alternativer.”

Cykelbutikken Omnium på Nørrebrogade, der specialdesigner cykler og ladcykler, er en af de nye iværksætterier i bydelen.

Et godt sted at skabe noget
Det spirende miljø betyder, at der hele tiden popper nye, kreative værksteder op i sidegaderne langs Nørrebrogade.

“Vi har blandt andet fået keramikstudier ved Borups Allé, en fællescafé i Fuglekvateret, iværksætterhuset Studio 40, en standup-scene ved Hulgaardsplads og kunsthuset på Drejersvej,” forklarer Maria og fortæller, at mange af de store virksomheder, vi kender i dag, som Meyers og Gorm’s Pizza, også er startet her omkring.

“Så for et iværksættersynspunkt er der virkelig gode muligheder for at gro her og skabe noget,” fortæller hun.

Maria har en kandidat i arkæologi og har arbejdet med regnskab i mange år. Men efter at have set alt for meget overproduktion, mens hun boede i Asien, vil hun gøre noget for en grønnere verden.

Bæredygtighed skal være det nye normal
Marias virksomhed, Green Living, er en af de nye butikker, der er poppet op i bydelen. Virksomheden startede ud fra en idé om at sælge kvalitetsmøbler af genbrugstræ til en billig pris.

“Jeg vil skabe nogle gode grønne alternativer for almindelige mennesker. Ikke kun dem, der har råd til det,” forklarer iværksætteren.

Maria startede sin webshop med bæredygtige møbler sidste år og åbnede i august i år butikken på Nørrebrogade.

“Mit mål med butikken er at gøre bæredygtighed til det nye normal, hvor det bliver en selvfølge at vælge det bæredygtige alternativ.”

Derfor kan du hverken få plastikposer, boner eller cellofan om dine blomster i butikken.

“I stedet sender jeg kvitteringen til dig elektronisk, og jeg pakker dine blomster fint ind i genbrugspapir,” fortæller hun.

Maria har altid haft en interesse for at reparere stole eller lavet noget nyt ud af gammelt og sælge det videre. Derfor gav det også mening for hende at arbejde videre med idéen om møbler og brugskunst af 100 % genbrugsmaterialer.

Masser af local love på Nørrebro
Da Maria åbnede Green Living, begyndte hun at gå på jagt efter produkter, som hun kunne sælge sammen med sine møbler.

“Jeg bruger meget mit lokalområde til at finde nyt til butikken. Jeg har flere Nørrebro-kunstnere på væggene, vores snacks er fra Café Griffens, kaffen er fra Kafferisteriet, og mit børnetøj bliver syet hos min lokale systue,” fortæller Maria.

Hun synes, at de nye værksteder og iværksættere i denne del af Nørrebro er virkelig gode til at løfte og hjælpe hinanden.

“Det skyldes måske, at vi er meget i øjenhøjde med hinanden og kender hinanden og vores kunder. Og det er jo bare virkelig fedt, for så kan vi alle sammen være med til at generere endnu mere kreativitet i bydelen.”

I Green Living finder du også kasser produceret af genplantede svenske træer fra MULGEO COPENHAGEN, smukke evighedsblomster farvet med frugtfarve, bæredygtige opbevaringsbokse fra Original Japanese Bento Boxes, lys lavet af rapsvoks fra Raps Raps, små og store grønne planter og mange andre grønne alternativer til hjemmet. 

Om Maria Mawla

  • 38 år, gift og mor til to på børn på 3 åg 6 år.
  • Bor i Nordvest på grænsen til Nørrebro.
  • Står bag butikken Green Living på Nørrebrogade.
  • Er klummeskribent på Nørrebro LIV, hvor hun skriver om bæredygtighed.
  • Følg Maria på @Green_living_by_me