“Det kan godt være, her ikke er pænt hele tiden, men det skal der sgu også være plads til”

 

Nina Frifelt bor på Nørrebro og har en dyb kærlighed til den bydel, der har været hendes hjem i 10 år nu. Vi ringede på til lejligheden på Jægersborggade og bad hende om at vise os sine lokale yndlingsspots.

Nina slænger sig med en kop kaffe i en blomstret stol, da vi besøger hende i lejligheden på Jægersborggade. Omkring hende er der fyldt med malerier, hun selv har malet, vintage-møbler i alskens farver og fotografier, hun selv har taget med et af sine mange analog-kameraer. Fra pladeafspilleren flyder tonerne af Den Sorte Skole, og et kig ud ad vinduet åbner for gadens summende liv og og Nørrebro Parkens grønne plæner.

For Nina adskiller Nørrebro sig markant fra resten af København. Det oplever hun hver dag: “Folk smiler til hinanden, selv om de er fremmede, og de erhvervsdrivende siger hej, hvis de møder dig på gaden. Det sker ikke på samme måde i indre by. Det er virkelig fedt, synes jeg.”

Nina arbejder til daglig med tv-produktion, men når hun ikke er på optagelser, bruger hun tiden i sit lokalområde. Hvad end hun har lyst til at shoppe, skal ud til middag eller bare mødes med nogle venner over en øl eller et glas vin, så foregår det næsten altid på Nørrebro. Hun er storforbruger af sit lokalområde – og er vild med det – så vi fik en guidet rundtur i hendes hverdag.

Nina Frifelt fra Nørrebro elsker sit lokalområde og det skæve, unikke udtryk, bydelen har.

“Flere af mine møbler og ­planter er købt lokalt, særligt i genbrugsforretninger, som der er virkelig mange gode af her på Nørrebro.”

Morgenmad
“Der er intet som en god morgenmad. For mig fås den allerbedste af slagsen hos Stefanos Mad & Kaffe på Stefansgade. Her starter du med at vælge, om du vil have tre, fem eller syv små retter, og herefter hvilken slags du ønsker. Du får virkelig lækker og meget mad for pengene her.”

Gåture
“Jeg elsker at gå lange ture og selv om det er lidt en kliché, er jeg vild med Assistens Kirkegård. Især der, hvor Søren Kirkegård er begravet – det er så hyggelig en afdeling af kirkegården, fordi den er lidt aflukket. Ellers går jeg en tur i De Gamles By ved Sjællandsgade, hvor der også er dyr som geder, kaniner og høns.”

Shopping
“Skal jeg finde et helt særligt stykke tøj, så elsker jeg at hoppe forbi Tú a Tú, som er en virkelig cool second hand-butik i Jærgersborggade. Den er fyldt med fede ting. Skal jeg have nogle gode basisting til garderoben, så runder jeg altid H&M i Nørrebro Bycenter.”

Kaffe
“Ved Den Sorte Plads ligger der en virkelig lækker kaffebar, Arrebo. Her er der ikke lagt skjul på, at bærbare computere er bandlyst, fordi de hellere vil have folk til at snakke sammen. Sådan noget elsker jeg. Så der kan jeg godt lide at hygge mig med en kop kaffe.”

Middag
“Gonzo på Jægersborggade har folkekøkken hver mandag aften, hvor to retter koster 100 kroner. Det er helt genialt, synes jeg. Der er både vegansk, vegetarisk og med kød, så du kan få det hele derinde.”

Aften
“Hvis ikke jeg drikker lækker vin på Antidote eller kolde øl i Nørrebro Parken, så rammer jeg nok Kronborg Bodega i Kronborggade – der er super-tilrøget, alt for mange mennesker og god rockmusik. Det er fantastisk.”

“Hun har virkelig mange fine ting hos Tú a Tú. Så her både køber og sælger jeg en del af mit tøj.”

“Næsten alle mine lp’er køber jeg hos Crate i Jægersborggade, der sælger øl og vinylplader. De byder på kaffe, når man kommer forbi. Dem er jeg blevet gode venner med.”

Den Sorte Plads er en del af parken Superkilen, som også inkluderer Den Røde Plads. Pladsen med den karakteristiske blæksprutte er tegnet af Bjarke Ingels og er blevet et hang out spot for mange lokale.

Madstedet Gonzo har plads til både børn og voksne og har åbent hver dag fra kl. 10.00.

“Jeg elsker Antidote på Jægersborggade. Der er god mad, der er god vin, og det er gode folk, der arbejder der. Det er nærmest blevet min anden dagligstue.”

“Jeg kan bedre lide at tage analoge billeder frem for digitale, for der er flere følelser bag et billede på den måde, synes jeg.”

Følg Nina på Instagram @ninagunloeg

– og se flere af hendes billeder.