Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer

“Her er tonede bodegaruder og gode mobile løsninger”

I Nordvest har cocktailbarer ikke overtaget de brune bodegaer. Og nye caféer popper kun langsomt frem. Her er hverken mondænt eller hipt, men dejligt almindeligt, fortællergrafisk designer Rikke Jensen, der er forelsket i sit fuglekvarter. 

RIKKE JENSEN

40 år og selvstændig grafisk designer

Rikke laver blandt andet illustrationer af Nordvests oversete bygninger og arbejder med Nordvest Festivalen.

Hun har boet i Fuglekvarteret siden 2002 og er vild med bydelen.

Du kan købe Rikkes illustrationer i Madsens Mekka og Robashop samt på rikkejensen.dk

Rikke fortæller om Nørrebro
“Madsens Mekka er min yndlingskaffebar, og i øvrigt også en af fuglekvarterets eneste. Her er smukt og hyggeligt, og så kan du købe en virkelig god økologisk kaffe.”
Rikke fortæller om Nørrebro
Det var lidt et tilfælde, at Rikke endte i fuglekvarteret. Dengang skelnede hun ikke på samme måde mellem bydelene. Det er først senere, at hun er begyndt at se Nordvest som en identitet.
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer

Der er stadig 16 originale bodegaer i Nordvest. De ligger side om side med kiosker med gode mobile ­Lebara-løsninger og møntvaskerier, der har ligget det samme sted i evigheder.

“Nordvest er et levende kvarter, og alligevel er det fuldstændig det samme, som da jeg flyttede hertil for 16 år siden,” fortæller grafiker Rikke Jensen, der siden 2002 har boet i Fuglekvarteret – der, hvor gaderne hedder fuglenavne, hvis du lige studser over det.

“Nordvest er fuld af kontraster med store industribygninger og små originale butikker, som har ligget samme sted i 30 år,” fortæller grafikeren, der i de sidste par år har illustreret en del af kvarterets ikoniske bygninger.

Hun elsker, at bydelen ikke er blevet det nye trendy Vesterbro, som man på et tidspunkt troede ville ske. Det er heller ikke blevet mondænt.

“Her er dejligt almindeligt med plads til malerfirmaer og små bagerier. Noget, vi skal værne om,” mener Rikke og fortæller, at de i Fuglekvarteret stadig er imponeret over deres to caféer, selvom de efterhånden er et par år gamle.

HER BEVARER MAN DET SKÆVE

Nordvest skiller sig ud som kvarter rent visuelt, fordi der netop er de store industribygninger og skorstene. Det har præget og tegnet kvarteret gennem tiden.

“Man har heldigvis bevaret de store industribygninger og industriområder, selvom noget af det kan virke grimt. Det, synes jeg, er meget karakteristisk for den måde, man håndterer udviklingen i Nordvest,” fortæller Rikke og giver et eksempel med Glud & Marstrand på Frederiksborgvej, der nu er Teknisk Skole. Og Dansekapellet ved Bispebjerg Kirkegård, der tidligere var krematorium.

“I Dansestudierne kan du stadig se skinnerne i gulvet, hvor kisterne blev kørt på. Det er en helt fantastisk bygning både indeni og udenpå.”

Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
Jeg lægger hele tiden mærke til nye ting, efter jeg er begyndt at illustrere. Som de skæve mursten i gamle bygninger og smukke former i kvarteret.”
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
“Jeg fjerner ofte støj fra mennesker og graffiti i mine billeder. Så lægger du mere mærke til æstetikken i de oversete bygninger.”
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
Rikkes favorit­restaurant, Behov, er et gourmetpizzaria midt mellem industri og firkantede boligblokke i den ydre ende af Rentemestervej.

ÆSTETIK I BETON OG BLOKKE

Når Rikke illustrerer billeder, er det uden mennesker, biler, cykler og graffiti på væggene, som kvarteret ellers er fuld af.

I stedet fremhæver hun mursten, stemninger og omrids.

“Jeg har fokus på de små detaljer i bygningerne, som siger noget om stederne – som for eksempel solsikkerne og overvågningskameraerne på Kirkens Korshærs herberg på Hillerødgade eller de skæve mursten i de gamle lejligheder i Fuglekvarteret,” forklarer hun.

Rikkes næste projekt er Ydre Nørrebrogade og Rente­mestervej. En gade, som grafikeren er meget fascineret af.

“Det er én lang gade fuld af kontraster med industrier, virksomheder, lejlighedsblokke med de fineste gavl-
malerier, villaer og lækker gourmetpizza” forklarer hun.

PORTRÆT AF EN PØLSEVOGN

Det var netop Nordvests karakteristiske industri, der gjorde, at Rikke fik lyst til at illustrere bydelen.

“Et af mine yndlingsmotiver er Nørrebro Station. Det er en fantastisk smuk funkisbygning, som står fuldstændig firkantet og clean og i skarp kontrast til den pyntede Lygten Station på den modsatte side,” fortæller grafikeren.

Rikkes første Nordvestportræt blev dog ikke industrien, men en lille pølsevogn på Nordre Fasanvej.

“Pølsevognen hedder Harrys Place og er indbegrebet af kvarteret. Harrys Place har ligget samme sted siden 1965, og pølserne er hverken veganske eller økologiske,” fortæller Rikke.

Hun drømmer om, at Nordvestbillederne inspirerer andre til at se det smukke ved de skæve bygninger.

“…  Som for eksempel Schou-Epa-huset i krydset mellem Nordre Fasanvej og Frederikssundsvej. Det er en stor, lidt grim betonklods med neonskilte. Men det er samtidig virkelig ikonisk og tidstypisk.”

Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
To af Rikkes første Nordvest-illustrationer hænger i ramme på Madsens Mekka omgivet af blomstertapet og loppefund.
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
Rikkes yndlings­spot i NV er Biblioteket på Rentemestervej, et kulturhus med kreative værksteder og arrangementer.
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
“Gigantiske Grundtvigskirken på toppen af Frederiksborgvej er fuldstændig fantastisk både indeni og udenpå.”
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
“Peugeot-motivet har det hele. Den urbane stemning, autenticitet, højbanen og en lille biks. Det viser, at der stadig er plads til små forretninger midt i storbyen.”
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer

Rikkes 6 spots i Nordvest

YNDLINGSSPOT

Biblioteket på Rentemestervej er mit yndlingssted. Det er både bibliotek og kulturhus med mange arrangementer og kreative workshops. Det er nyt, men en del af en gammel fabrik og har derfor en helt speciel stemning.”

DET SMUKKESTE STED

Grundtvigskirken er et utroligt smukt sted, som samtidig står i skarp kontrast til resten af kvarteret. Den ligger på toppen af bakken med udsigt over hele byen. Jeg kan virkelig anbefale en guidet tur inde i kirken.”

BEDSTE SPOT

Nørrebro Station er med de skarpe funkis-udtryk meget karakteristisk for området og står i kontrast til bygningerne rundt om. Det er samtidig et samlingspunkt på Nørrebro.”

EN UKENDT PERLE

Barbiemuseet ligger i en kælder for enden af Vibevej. Det er et skønt lille museum fyldt med barbiedukker og er kun åbent efter aftale. Du kan læse mere om museet på barbiemuseum.dk”

YNDLINGSKAFFEBAR

Madsens Mekka midt i Fuglekvarteret er autentisk, hyggelig og smuk. Her er fuld af farver og masser af hjertevarme. De serverer både økologisk kaffe og mad.”

LÆKRESTE SPISESTED

Behov er en gourmet-pizzarestaurant i ydre ende af Rente­mestervej. Det er ret fantastisk, at ejeren har stablet det på benene midt mellem boligblokke og industri. Pizzariaet er gourmet og alligevel nede på jorden. Her er en helt fantastisk stemning, og så kan du selv mikse din pizza.”

Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
Arne Jacobsens store Novofabrik fra 1935 er meget karakteristisk for kvarteret. Designeren tegnede i øvrigt Myrestolen specielt til Novofabrikkens kantine.
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
“Det farverige møntvaskeri på Gransangervej er autentisk og alligevel supercool. Det prøver ikke at ligne noget andet. Det har altid set sådan ud.”

Følg Rikke på Instagram
@rikke.kbh – og oplev endnu flere sider af Nordvest

Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
“Før krematorium, nu dansestudie. Dansekapellet er et eksempel på, hvordan du i NV bruger gamle bygninger på ny.”
Rikke Jensen, Nørrebro, Grafisk Designer
Rikke illustrerer alt fra originaler til ukendte perler. Hun er vild med kontrasten mellem Lygten Station og Nørrebro Bycenter.