Mit Nørrebro: Mudi Jarkass
Interview med Mudi Jarkass fra FRAK: “Jeg vil møde folk og gøre mit kvarter til et bedre sted”
Mudi er socialarbejder, ingeniør og nørrebro’er helt ind i hjertet. Han drømmer om at løfte kvarteret og hjælpe unge på kanten til en lysere fremtid. Derfor har han startet FRAK, der hjælper udsatte unge med at blive gode til at arbejde.
Jeg har haft alle mine jobs i 2200, fortæller Mudi Jarkass, der er født og opvokset på Blågårds Plads og stadig bor i kvarteret.
“Jeg elsker Nørrebro, specielt Blågårds Plads. Det er her, du møder din nabo, drikker kaffe i solen og ser børn, unge og andre nørrebroer spille fodbold,” forklarer han.
Mudi er manden bag den socialøkonomiske virksomhed FRAK, der ligger på Blågårds Plads og på Amager. FRAK hjælper udsatte unge i København til at blive gode til at arbejde, så de får en tro på, at der findes alternativer til det, de kommer fra.
“Jeg er egentlig uddannet diplomingeniør. Men det med en pæn skjorte og attachémappe var ikke lige mig. Jeg vil ud og møde folk i mit eget kvarter og hjælpe udsatte unge med at drømme stort,” fortæller Mudi.
Han har arbejdet som socialarbejder på indre Nørrebro i 10 år, altid med fokus på udsatte unge. Han har været fodboldtræner og arbejdet i BlågårdsBunkeren, på socialforvaltningen og nu som daglig leder i FRAK.
Unge fra FRAK sælger sodavand på ukrudt. De arbejdede med projektet et halvt år og hjalp med at indsamle ukrudt, tilsmage og hælde på flaske.
Mudi har et særligt forhold til Blågårds Plads, hvor han er vokset op. “Her er børn og unge, der spiller fodbold og alle mulige mennesker, der sidder og nyder kaffe eller en øl” fortæller han.
MUDI JARKASS
29 år og daglig leder af FRAK på Nørrebro
Mudi er født, opvokset og bor på indre Nørrebro. Han er uddannet diplomingeniør fra DTU og har arbejdet med udsatte unge på Nørrebro i 10 år.
Mudi startede i 2013 Fritidsakademiet (FRAK), der gør udsatte unge mellem 13-17 år klar til et fritidsjob, da han tror på, at arbejde er nøglen til en lysere fremtid.
FRAK ligger på Nørrebro, men har også en afdeling i Urbanplanen på Amager.
Gør unge gode til at arbejde
FRAKs mission er at hjælpe udsatte unge i alderen 13-17 år til at blive gode til at arbejde, så de bliver motiveret til at finde et fritidsjob. Et job har nemlig en kæmpe betydning for de unges fremtid, især for unge på kanten, hvor der er andre hurtige måder at tjene sine penge på, mener Mudi.
“Nogle af de unge har haft et fritidsjob, men har mistet det igen, fordi de ikke kender reglerne. Måske fordi de ikke er vant til, at en chef bestemmer, eller de glemmer at melde sig syge. Mange har forældre, der ikke er på arbejdsmarkedet, så de kan ikke få hjælp hjemmefra,” forklarer han.
Idéen til FRAK udsprang fra festivalen Smag Verden på Nørrebro, der i 2012 havde hyret udsatte unge til at ordne praktiske ting, så de kunne engagere sig i eventet.
”Derfra udviklet det sig til en virksomhed, der tilbød alle festivaler at engagere unge i kvarteret til at løse praktiske opgaver,” forklarer han.
“Vi udfører mange grønne opgaver. Vi har blandt andet bygget et grønt opholdsrum til værestedet Kompasset.” fortæller Mudi.
I 2017 fik FRAK Finn Nørgaard-prisen for at give de unge succesoplevelser og en tro på, at der findes alternativer til det, de kommer fra.
Lønnen tiltrækker, men fællesskabet fastholder
Siden er FRAK blevet mere fokuseret på at gøre unge parate til arbejde, blandt andet med støtte fra Velux Fonden og Den A. P. Møllerske Støttefond.
“Jeg oplever, at de unge vokser meget af et fritidsjob. De mødes med en positiv forventning, tjener deres egne penge og bliver en del af arbejdsfællesskabet,” forklarer han og tilføjer, at det ofte er lønnen, der tiltrækker, men fællesskabet, der fastholder, så de unge siger ja til flere opgaver.
Alt fra DR til Distortion
FRAK fungerer ved, at en virksomhed, festival eller privat borger hyrer dem til en opgave. Herefter matcher FRAK de unge med arbejdet.
“Lønnen får de udbetalt hver 14. dag, da det også er en motivationsfaktor for de unge,” forklarer Mudi.
FRAK har i foråret blandt andet hjulpet DR med afspærringer rundt om i byen i forbindelse med optagelser til en ny DR-serie, og så har unge gået rundt på plejehjemmet Klarahus med en rullende kiosk, hvor de ældre kan handle.
“Vi har også hjulpet med oprydning til Distortion, Street Food om søerne, malet for driften i boligsociale områder og hjulpet med vedligeholdelse af haver,” fortæller han.
“Da vi skulle til Refshaleøen troede flere, at havnebussen var en turistbåd, ikke 5C på vandet. Men det er netop alle nye oplevelser, der udvider de unges horisont.”
FRAK-unge er hoppet i arbejdstøjet for at ordne haven på Kapelvej 44 som en del af en jobcamp for unge, der ikke skal på sommerferie.
Der sker møder mellem lag i samfundet
En af de opgaver, Mudi husker særlig godt, er, da FRAK pakkede julekalendere for Social Foods i Vedbæk.
“Der sker et møde mellem lag i samfundet, som ellers ikke vil være skabt. Det giver noget til både de udsatte unge på Nørrebro og unge studerende i Vedbæk.”
Det er dog vigtigt for Mudi at understrege, at man ikke skal hyre FRAK, fordi man gerne vil gøre en god gerning.
“Man skal hyre os, fordi vi kommer med en rigtig god kvalitet i det, vi leverer.”
Alle kan matches med et job
Sidste år havde FRAK mere end 130 unge i arbejde, og Mudi drømmer om, at FRAK får endnu flere arbejdsopgaver i år.
“Engang skulle vi selv opsøge de unge og sælge idéen om at arbejde for 55 kroner i timen. Men nu opsøger de os selv. Det er vi selvfølgelig virkelig glade for.”
Mudi håber samtidig, at der generelt kommer mere fokus på at gøre de unge parate til arbejdslivet og ikke blot at finde dem et fritidsjob.
“Der er et job til alle. Jeg har endnu til gode at opleve, at vi ikke kan matche en ung med et fritidsjob. Det handler om, at de er parate til jobbet,” forklarer han.
FRAK i gang med oprydning på Nørrebrogade efter nytårsaften.