Rum for Opfindsomhed
”Vi har én vigtig regel og det er, at du ikke kan lave fejl. Derfor har vi ikke noget viskelæder i vores værksted.”
Rum for Opfindsomhed laver ikke børnekunst, men kunst for børn. Her bliver børnenes kunst taget alvorligt, og du behøver ikke være god til at tegne eller sidde stille på stolen for at være med, fortæller ildsjælen Sia, der er en af de fem kvinder bag det frivillige projekt på Nørrebro.
Ved Osramhuset på Nørrebro finder du en dør med teksten ’Lokalet – Rum for opfindsomhed’ skrevet med store guldbogstaver. Bag skiltet gemmer sig et værksted med kunst i mange former og farver og rod på den helt rigtige måde. Værkstedet tilhører den frivillige forening, Lokalet – Rum for Opfindsomhed, der er en kunstskole for børn fra tre til 15 år.
”Her underviser vi ikke i klassisk tegning, men laver alt fra penselstrøg på lange pensler og prikmaraton til tie-dye T-shirts, keramik og ler,” forklarer Sia Tang, der stiftede kunstskolen for fem år siden sammen med Anna-Lica, Maria, Rikke og Sara, der alle kendte hinanden på kryds og tværs inden.
”Vi startede kunstskolen, fordi vi drømte om at mikse vores kreative baggrund med børn. Og så er det jo samtidig fedt at skabe noget sammen,” fortæller hun.
”Vi er en frivillig forening, så der er ingen tvivl om, at der ligger virkelig meget hjerteblod i,” siger Sia. Mød den kreative ildsjæl, og se værkstedet her.
Ramte plet på Nørrebro
Visionen for kunstskolen er at lave kunst for børn, ikke børnekunst. Det er nemlig vigtigt, at børnenes kunst bliver taget alvorligt og børnene bliver lyttet på.
”Her tegner vi ikke på et stykke papir, der bliver krøllet sammen bagefter. Børnenes kunst bliver set, og de skal være med i hele processen, lege, opleve og være stolte over resultatet,” fortæller Sia.
De fem kvinder bor alle i lokalområdet, hvor de har børn i forskellige institutioner, så det gav mening for dem at starte den frivillige forening op på Nørrebro.
”Vores første tre hold blev hurtigt fyldt op, så vi kunne se, at vi havde ramt plet med noget, der manglede på Nørrebro.”
Alle fem kvinder bag foreningen har et kunstnerisk udgangspunkt. Sia arbejder med installationskunst og tegner, Rikke er fotograf, Anna-Lica og Marie arbejder med keramik og Sara er grafisk designer. Samtidig har flere af kvinderne en baggrund som pædagog eller lærer.
Her kan du ikke tegne forkert
På kunstskolen vil de fem ildsjæle være med til at fremme kreativitet og den kunstneriske bevidsthed hos børn.
”Vi vil gerne vise, at kunst er for alle. Du behøver ikke kunne sidde stille eller være mester i at tegne. Det handler om at skabe sig et udtryk,” forklarer Sia og fortæller, at nogle børn vælger at tegne med en fin løs streg, mens andre børn tegner helt vildt og med store streger.
”Men det er jo netop helt fint. Så kan børnene opdage, at der er mange måder at udtrykke sig på, selvom udgangspunktet er det samme, og det er vigtigt. Både i vores fællesskab, men også ude i den virkelig verden.”
Netop derfor har kunstskolen en vigtig regel, som de sætter en stor fed streg under. Her kan du ikke begå fejl. Laver du en forkert streg, må du lære at bruge stregen i stedet for at se det som en fejl.
“En måde vi viser børnene det på er, at vi ikke har viskelædere i vores lokale,” forklarer Sia.
”Jeg har sat mange projekter i gang, men det her er mit længstvarende, og jeg kan virkelig mærke, at vi har ramt noget, der fungerer godt,” fortæller Sia og forklarer, at kunstskolen har startet et nyt forløb med børn fra 12-15 år i år, og de håber i fremtiden, at de kan få flere hold med både unge og voksne.
Fernisering med juice og chips
Kunstskolen arbejder med alverdens materialer. En af de mest yndede er pap.
”Pap er til at få fat i, og så virker pap bare virkelig godt med børn, fordi du kan lave så meget forskelligt,” forklarer iværksætteren, der fortæller, at den frivillige forening bruger genbrugsmaterialer eller får materialer, som butikker ikke skal bruge, og så skræddersyer de et forløb ud fra, hvad de får ind.
Fælles for alle forløb er, at de efter et halvt år har en kæmpe fernisering, hvor børnenes kunst bliver udstillet. Her bliver familie og venner inviteret til at drikke juice, spise chips og se på kunst.
”Det er en kæmpe oplevelse, både for os og for børnene, der får lov at vise deres kunst frem,” forklarer Sia.
Hun fortæller, at alle børn har været igennem samme forløb.
”Du kan derfor se, hvordan en treårig og en 13 årig arbejder meget forskelligt med ler eller tegninger. Det får de vildt meget ud af. Alle børnene er meget stolte, og vi står altid med lidt tårer i øjnene.”
Rum for Opfindsomhed har, ud over de faste hold, også en masse events og weekendcamps for børn. De har blandt andet holdt sommercamp i samarbejde med Københavns Kommune og deltaget i Vi Elsker Bøger, der er en børnelitteraturfestival i samarbejde med Københavns Biblioteker.
Om Lokalet – Rum for Opfindsomhed:
- Kunstskolen er en frivillig forening for børn og unge ved Osramhuset på Nørrebro.
- Den er stiftet af fem lokale kvinder, Sia, Marie, Rikke, Sara og Anna-Lica, for at fremme og skabe en kunstnerisk bevidsthed hos børn og unge.
- Du finder både faste hold inddelt efter alder samt workshops for børn i alderen 3-15 år.
- Alle hold består af ti børn og to undervisere, og kontingentet går til materialer og leje af lokalet.
- Læs mere på rumforopfindsomhed.com.
Følg kunstskolen på Facebook @rumforopfindsomhed
– og hold øje med nye hold og sjove events for små og store børn.