Nørrebro Bycenter under stor forvandling: fra klassisk bycenter til grøn oase
Der er meget at glæde sig til, hvad angår den store makeover, Nørrebro Bycenters står overfor: tagterrasse, udendørs bar, madunivers, kunstinstallation og MASSER af grønt.
I mange år har Nørrebro Bycenter set ud på samme måde, men i takt med at vores sprudlende bydel har fået sig et løft, er det på tide, at vores lokale bycenter følger med.
I løbet af de kommende måneder vil Nørrebro Bycenter derfor gennemgå noget af en fornyelse – ja, faktisk en forvandling, så det næsten ikke bliver til at genkende. Både udendørs og indendørs får centret en seriøs makeover, læg dertil en hulens masse grønne planter og lidt wow-effekt, så er vi ved at være der.
En ny, grøn oase i København
Nørrebro er den bydel i hele Danmark, hvor der er længst mellem de grønne åndehuller. Derfor er det kærkomment, at Nørrebro Bycenter bliver forvandlet til en ny en af slagsen. Eller næsten da…
I hvert fald kommer store dele af facaden til at blive dækket af enorme, grønne plantevægge, der skal vandes med opsamlet regnvand fra taget, mens søjlerne rundt langs centret også skal beklædes med grønne planter.
Så selvom den nye grønne oase på Nørrebro ikke bliver en decideret park, vil det forhåbentlig skabe liv i bybilledet og lidt mere ro i sjælen hos den naturtørstende lokalbefolkning.
Hvis du vil udforske flere af Nørrebros grønne åndehuller, kan du finde vores guide her.
Nørrebros nye go to-tagterrasse med petanque bane og udendørs bar
Er der noget, vi er gode til på Nørrebro, så er det da at nyde livet med kølige drikkevarer i godt selskab. Nu kan du nyde de lune aftener under åben himmel på Urban Camper Rooftop bar, der ligger ovenpå det gamle H&M og i forlængelse af Urban Camper.
Den nye tagterrasse rummer blandt andet en stor, udendørs bar, petanque bane og et overdækket område, til hvis den danske sommer – som vi er vant til – ikke ligefrem viser sig fra sin pæneste side.
Her kan du altså nyde en kølig drink i solen, tage et slag petanque med vennerne eller bare nyde stemningen på Nørrebros nye rooftop bar.
Indbydende torv med udendørs spisepladser og masser af hygge
Som endnu et led i Nørrebro Bycenters forvandling mod et mere indbydende samlingssted for hygge og samvær får det lille udendørs torv foran hovedindgangen til centret også en makeover.
Her vil der være massevis af udendørs spisepladser i forlængelse af en lang række nye spisesteder, der kommer til at åbne i det gamle H&M-lokale samt der, hvor Vero Moda og Name It tidligere lå. Her kommer altså til at være et helt nyt madmekka med både siddepladser indenfor og udendørs spisepladser på det lille torv.
Mellem spiseområderne vil der – som en rød … eller grøn tråd – også her komme mange flere grønne planter, som skal være med til at give liv og stemning til området.
Fornyelse af Nørrebro Bycenter – både udendørs og indendørs
Udover de nye tiltag, du netop har læst om, får centret sig også en klassisk opdatering rent skønhedsmæssigt. Det betyder blandt andet ny gulvbelægning indendørs, lysere farver på væggene, lækre og behagelige spotlys i gangene og flotte kakler i forskellige farver.
Derudover vil der hænge grønne planter ned fra loftet for at fuldende temaet indendørs. Med andre ord bliver centret lysnet op og moderniseret, så det forhåbentlig kommer til at virke mere indbydende overfor dig og mig.
Udendørs arbejdes der på at få lov til at pudse facadens bygning op, så det får et lysegråt look, der i samspil med de grønne plantevægge vil gøre udtrykket mere moderne og nutidigt, men uden at det mister sin 90’er-charme.
Nørrebro Bycenters helt egen kunstinstallation
Som prikken over i’et får rotunden ved Silvan sig også et gevaldigt løft med intet mindre end Nørrebro Bycenters helt egen kunstinstallation.
I midten af rummet, ved trappen ned til kælderen, vil der være et kæmpestort vandfald, hvor glasflasker bliver støbt ind i en 8 meter høj væg. Herfra vil vandet strømme ned før det bliver opsamlet i kælderen, mens der bag flaskerne vil være lys til at give endnu mere wow-effekt.
Timeline for Nørrebro Bycenters forvandling
Allerede nu kan du besøge den skønne tagterrasse, mens du løbende vil kunne begynde at se forandringerne ske i og udenfor centret. Hele forvandlingen vil, hvis tidsplanen holder, være på plads i løbet af efteråret 2024 – og vi glæder os SÅ meget til at vise dig det færdige resultat!