"Iransk mad kaldes det aromatiske køkken"
Sean Pakbaz forlod musikbranchen for at forfølge sin kærlighed til mad. I et interview fortæller han om det iranske køkken og de historier, maden bærer med sig. Midt i Nørrebro Street Food skaber KUKU aromatiske retter med friske krydderurter og klassiske gryderetter. Hvert måltid er gennemarbejdet med håndværk og kærlighed, og her mødes tradition, personlighed og kreativitet i et køkken, hvor smag, aroma og farver fortæller deres egen historie.
Det iranske køkken
Først rammer duften dig. Friske krydderurter som dild og koriander. Soltørret lime, tørrede bukkehornsblade, confiteret hvidløg og gurkemeje. Så udseendet. Gule safranris, saftigt, trevlet oksekød og yoghurtdressing.
Man bliver automatisk sulten, når man ser KUKUs version af den iranske nationalret ghormeh sabzi, som han både har vundet priser for i Danmark og Europa – og man forstår straks hvorfor, det iranske køkken kaldes det aromatiske køkken. Men det visuelle er også vigtigt.
»Gryderetter bliver kaldt ‘ugly delicious’, men jeg gør meget ud af at anrette maden, så det ser lige så godt ud, som det smager. Det har jeg vundet meget på«, fortæller Sean Pakbaz, der selv har iranske rødder og kom til Danmark som seksårig.
Starten på madeventyret
Vi er i Nørrebro Street Food, den nye foodhall der lige er åbnet som en del af Nørrebro Bycenter. Her er KUKU en af de ti madboder, der serverer smage fra hele verden.
Men hvis du synes, at Sean Pakbaz virker bekendt, så skyldes det måske, at han havde en af de to oprindelige foodtrucks ude foran bycentret, der lidt har været starten på den nye foodhall. Og måske har du også set ham i Go’ Morgen Danmark, hvor han flere gange har været inde og lave iransk mad.
Hans madeventyr startede under coronanedlukningen, hvor det pludselig gik op for ham, at det job, han havde i musikbranchen, slet ikke var ham. Han havde været med til at få nogle af landets største artister frem i lyset, men valgte at sige op.
I stedet ville han lave mad. Iransk mad, som han huskede den fra sin barndom. Og med brandingkundskaberne fra musikbranchen gik han fra Instagram-videoer til forskellige pop-ups, før han åbnede sin foodtruck i 2021.
»Det var bare en hvid vogn, der lignede en forstørret kummefryser«, siger Sean Pakbaz med sit charmerende smil og griner.
Historien bag
KUKU har taget navn efter nogle iranske småretter, som alle er blandet med æg og stegt. Han solgte dem i starten, men holdt op, da folk mest købte gryderetterne som ghormeh sabzi.
»Nu spørger folk nogle gange, hvorfor vi ikke sælger KUKU, når vi hedder det? Så siger jeg, Apple sælger heller ikke æbler, og så er den lukket«.
Heldigvis har Sean Pakbaz lige så godt styr på madlavning, som han har på markedsføring, så snyd ikke dig selv for hans aromatiske, iranske køkken.