Popkometen Thea Dora:
”Nørrebro er med i mange af mine sange” Popkometen Thea Dora fra Nørrebro er braget ind på den danske musikscene
Efter to stærke popsange har blandt andre kulturmediet Soundvenue allerede udråbt Thea Dora som et af de mest spændende nye danske musiknavne.
Blandt de mest spændende nye navne på den danske musikscene finder man elektropop-kunstneren Thea Dora.
Den 25-årige sanger og sangskriver Thea Dora har allerede fået en del opmærksomhed fra blandt andre Soundvenue, der har fremhævet hende som en af de nye danske musikere, man skal holde øje med i 2024.
Det er en imponerende bedrift, især når man tænker på, at Thea Dora blot har udgivet de to sange ‘Collected’ og ‘Rewired’ – sidstnævnte er endda kun at finde på YouTube.
Thea Dora er vokset op på Nørrebro og bor der stadig. Bydelen, hun kender så godt, spiller også uundgåeligt en rolle i hendes eksperimenterende, elektroniske popmusik, der både emmer af følsomhed og vildskab.
De daglige indtryk fra Nørrebros byliv giver hende inspiration til sin musik. Ideerne bliver derefter udviklet og bygget op til fuldbyrdede popbaskere med store armbevægelser i produceren Ronni Vindahls studie, der ligger i en stor, renoveret lagerbygning på Esromgade – midt på Nørrebro.
Du kan høre mere om Thea Dora på vores YouTubeside her.
Fandt sin lyd efter et smadret håndled
Hvordan kom du i gang med at lave musik?
”Sammenlignet med mange andre kom jeg egentlig ret sent i gang med at lave musik – for omkring seks år siden. Jeg startede med at spille guitar og skrive sange. Jeg sad bare i tre måneder og spillede guitar – så meget at jeg smadrede mit håndled. Det var jo ikke vant til at gå sådan helt bananas.”
”Så begyndte jeg i stedet at lave musik på computeren, og det har udviklet sig til det, jeg laver i dag. På computeren kan du starte sindssygt mange ting op og lave meget selv. Jeg kan godt lide, at jeg kan have en masse ting kørende på samme tid. Og man behøver ikke være meget skolet i musik. Det er vildt fedt, for det er jeg ikke. Jeg kan bedre lide at sidde og nørde i 12 timer på YouTube end at få undervisning.”
Hvad udtrykker du gennem musikken?
”På mange punkter er Thea Dora ret meget mig, men jeg føler selvfølgelig, at der er lagt lidt ekstra på.”
”Jeg vil gerne udtrykke de ting, jeg selv går igennem og føler, jeg har svært ved. Men jeg går egentlig også meget op i at udtrykke en form for power igennem det. Det er måske også derfor, jeg godt kan lide, at musikken går hurtigt. Der er fart på, og det må godt være dansemusik. Jeg elsker selv at høre den slags musik og blive empowered af det. Jeg glæder mig til at spille min musik live og forhåbentlig give den energi til publikum.”
Nørrebro er med i sangene
Hvad betyder Nørrebro for dig?
”Nørrebro er mit hjem. Jeg har boet her nærmest hele mit liv. Det er klart det sted i København, jeg helst vil bo. Og min familie er her – og mine venner. Hele mit liv foregår her, og det er her, jeg laver musik. Nørrebro er et skønt og dejligt sted. Der er plads til alle og god energi. Jeg føler virkelig, man kan mærke, at alle på Nørrebro elsker Nørrebro.”
Hvordan har Nørrebro påvirket din musik?
”Jeg finder ofte inspiration, når jeg cykler, hvilket tit er på Nørrebro, fordi det er her, jeg bruger 90 procent af min tid. Tit starter en sangidé med, at jeg bevæger mig rundt i byen og optager memoer af, at jeg synger.”
”Det er skønt at gå hjem bagefter og lytte til memoen og kunne høre lydbilledet i baggrunden. Det giver en særlig vibe. Og den vibe er blevet til musik nu. Så kan det godt være, at man ender med at sidde i studiet, bygge det op og færdiggøre det. Men det starter altid et sted i bybilledet, hvor man bliver inspireret af indtrykkene. Så Nørrebro er med i mange af mine sange”.
Nørrebro har bevaret sin energi
Hvad gør Nørrebro til noget særligt?
”Nørrebro har sygt meget charme – en charme som man ikke finder andre steder. Det er nok også, fordi her er så mangfoldigt. Området har dog også udviklet sig meget, og nogle dele af Nørrebro bliver ‘pænere’ og ‘pænere’ – men alligevel bevarer bydelen sin energi.”
”Der er mange mennesker, som har boet på Nørrebro i 100 år, og det kan man virkelig mærke. Jeg arbejder på en ølbar, hvor der er mange lokale stamkunder. Det er virkelig dejligt at mærke, at de ‘oprindelige’ nørrebroere stadig er her.”
Oplev Thea Dora Live på Nørrebro Street Food den 8. juni. Læs mere om arrangementet her.