Kimia Bahari: ”Jeg føler ikke, at folk dømmer hinanden, når de går på gaden. ”
En svær angstlidelse og depression ændrede kunstmaleren Kimia Baharis hverdag. Nu er hun brudt igennem med sine portrætter – særligt af kvinder som hun ser i Nørrebros mangfoldige gadebillede.
Væggene er fyldt med kvinder i Kimia Baharis atelier. Den iransk-danske kunstner har nemlig gjort det til sit speciale at male portrætter af særligt kvinder – både kendte, ukendte og fiktive.
Egentlig havde Kimia aldrig tænkt, at hun skulle være kunstner – og selve ordet kunstner kan hun stadig være svært at få over læberne. Men da landet lukkede ned under coronapandemien, gav hun sig til at male, og da et alvorligt tilfælde af blandt andet agorafobi – angst for åbne pladser – halvandet år senere tvang hende til at sige sit marketingjob op, sprang hun for alvor ud som kunstner.
Siden har hendes værker, der bliver skabt med en særlig spatelteknik, hurtigt vakt omverdens interesse. Hun har udstillet en række steder i København og var senest med i DR1-programmet ’Danmarks bedste portrætmaler’.
Kimia har boet i Nordvest siden 2010, og efterhånden er det blevet stedet, hvor hun har boet i længst tid i sit liv. Derfor har hun også et særligt forhold til nabobydelen Nørrebro. Den mangfoldige samling mennesker på Nørrebro inspirerer hende hver dag til sine malerier.
Du kan høre mere om Kimia Bahari på vores YouTubeside her.
Opdagede et helt særligt talent
Hvordan fandt du ud af, at du skulle være kunstner?
”Mens epidemien stod på, kedede jeg mig rigtig meget. Jeg var lige blevet single og havde hjertesorger. Samtidig var jeg bekymret for epidemiens udvikling, da min mor er hjertepatient, så jeg isolerede mig fuldstændigt for at være sikker på, at jeg ikke var smittet, hvis hun fik brug for et besøg”.
”En dag tog jeg noget gammelt karton frem og noget Søstrene Grene-maling, der lå under min sofa. Jeg havde ikke malet et portræt i ti år, men jeg prøvede at dulme mine egne nerver ved bare at gå i gang med at male”.
”Efter nogle timer kiggede jeg på mit maleri af en flot, afrikansk kvinde og sagde: ’Fuck, det er flot! Du har fået et talent. Du har ikke øvet dig, og så kan du male det her på tre sekunder med en spartel. Det er det her, du skal’”.
”Jeg fik en følelse af, at jeg hellere måtte navngive kvinden i maleriet. Helt tilfældigt spillede 2Pac-sangen ’Keep Ya Head Up’, hvor han rapper: ’Since we all came from a woman’. Derfor besluttede jeg, at portrættet skulle hedde ’We all came from a woman’”.
”Jeg forstod, at jeg skulle dyrke kvinderne i min kunst, være kvinders stemme og videregive den besked, hun gav til mig nu. Det var meget stærkt. Det lyder helt spirituelt, og det var det faktisk også. Det var en åbenbaring”.
Malerierne inviterer til sårbarhed
Hvad vil du gerne sige med dine malerier?
”Billederne taler selv, og folk lytter til dem. Min egen sårbarhed er en stor del af min kunst, og jeg vil inspirere andre til også at være åbne og sårbare. Jeg tror, man viser sin styrke ved det. Jeg tror, at verden bliver et meget nemmere sted at være, hvis alle bare siger, hvad de er svage til eller bekymrede for”.
”Jeg bliver inspireret til at male, hvis jeg tænker på noget, der ikke er fair. For eksempel: Hvorfor har vi kvinder fundet os i så meget igennem tiden – og stadig gør det?”.
Hvordan har Nørrebro påvirket din kunst?
”Nørrebro er meget multikulturelt, og jeg bliver inspireret af, hvad jeg ser til dagligt. Jeg ser sorte, lyse, mørke, krølhårede, glathårede, rødhårede mennesker. Jeg ser så mange forskellige hudfarver og religioner, og det ser man bare ikke andre steder i København”.
”Hvis ikke jeg boede her, ville jeg ikke se lige så meget og få sat tankerne lige så meget i gang. Og det er jo det, jeg godt kan lide at fortælle historier om med mine malerier”.
”Jeg bliver nogle gange irriteret, når folk siger: ’Du maler meget mørke kvinder’. Ingen ville jo sige: ’Ej, du maler godt nok mange lyse kvinder’. Det er bare kvinder”.
Høj tolerance på Nørrebro
Hvad gør Nørrebro til noget særligt?
”Folk er så tolerante og tålmodige. Jeg har aldrig hørt nogen brokke sig i en kø på Nørrebro. Jeg har aldrig set nogen have travlt på Nørrebro. Og det kan godt være, folk har fordomme om, at det er fordi, alle er på dagpenge herude – men nej, det er de faktisk ikke. Vi er mange på Nørrebro, som er meget ressourcestærke”.
”Jeg føler ikke, at folk dømmer hinanden, når de går på gaden. Der er ikke nogen, som kigger på mig på Nørrebro. Det kan jeg godt føle underbevidst andre steder”.
”Når jeg cykler hjem fra mit atelier på Østerbro, kan jeg mærke, at jeg nærmer mig Nørrebro. Jeg kan trække vejret. Jo mere livligt, der er, jo tryggere føler jeg mig”.
”Der er også mange socialt udsatte på Nørrebro og især i Nordvest. Jeg bor omkring et sted, hvor der er meget kriminalitet. Men det hjælper ikke at flytte et andet sted hen, hvor det ikke findes. For det findes jo alligevel stadig. Verden bliver jo ikke bedre af, at jeg flytter mig. Man skaber sin egen realitet ved at flytte sig – i stedet for at se realiteten i øjnene”.
”Jeg kan godt lide, at der er forskellige samfundslag, hvor jeg bor. Det holder mine fødder placeret solidt på jorden. Hvis vi alle sammen flytter væk, deler vi os meget mere op. Vi skal hellere være blandt hinanden”.